• Lisel Vad Olsson

Undskyld...

Jeg skal til min første vigil i morgen. Jeg er ret spændt. Ved ikke helt hvad jeg kan forvente.

Caspers nye film i lørdags, som stadig sidder i mig. Har virkelig åbnet mig for dyrenes lidelser og oplevelser. Kan ikke længere lukke af for hjertet, så alt får lov at strømme igennem og det er helt okay, men også benhårdt. Har altid haft låg på ting og følelser, som jeg tror de fleste mennesker har. En helt normal forsvarsmekanisme. Så jeg er en af dem der bare har taget et rationelt filter på og ikke ladet mig bevæge for meget, men taget beslutninger baseret mere på logik og retfærdigheds-moral/etik. Men hjertet skal ikke være lukket. Livet skal have lov at flyde igennem med alt hvad det indebærer.


Den veganske sag er en sag om retfærdighed for alle. Dyr, mennesker, jorden. Det er en helhed. Medfølelse og empati. Værdier som vi ikke kan overleve uden og jeg er jo ret så aktiv i at tale sagen frem og når nu jeg er så aktiv som jeg er, så mener jeg også at jeg burde komme på første række til at se for mig selv, hvad det er dyrene gennemgår. Hvordan det foregår, lugtes og føles. Det skal jeg i morgen. Det er jo egentlig fjollet at tale om noget man ikke selv har oplevet. Det virker ofte useriøst i debatter.


Tirsdag d 27 november


Ankom til Århus slagtehus kl. 10. Der bliver holdt en kort briefing hvor Ulrik forklarer om hvad vi må og ikke må efter aftale med kommune og politi. Han har flere gange forsøgt at være i dialog med slagteriet på en høflig og åben måde, men de er slet ikke interesseret i at vise noget frem eller overhovedet at have en dialog.

Det er den 10’ende vigil ved Århus slagtehus. De første gange det blev holdt, kom sure slagteriarbejdere frem og spulede vand fra en vandslange mod folk og efterhånden er der sat mere og mere væg og mur op, for at holde øjnene væk fra dyrene. Vi må altså ikke se hvordan hakkebøffen, lavet af de udslidte, men unge malkekøer, produceres og lander i butikkerne.


Jeg kommer hen til et hegn, som ved en fejl ikke er lukket til af en mur. 1½ meter fra mig er der en lang række af køer, som efterhånden ledes frem mod boltpistolen og kniven. Der er blod nogle steder på jorden. I luften er der en fæl lugt som jeg ikke rigtig kan beskrive. Men det lugter ikke naturligt. Bare fælt. Der er en systematisk lyd af fabrik fra maskine, stød og boltpistol, blandet med lyde fra køerne; lyde som ikke kommer fra glade græssende dyr – det er sikkert. Det er ikke en lyd jeg har hørt fra en ko før. Det er ikke den samme lyd, som når koen kalder på sin unge og ej heller den samme lyd man hører fra frie køer. Det er en anderledes alvorlig og stressende lyd.


Jeg ser at køerne ikke har nogle horn, så de er brændt væk da de var kalve og de ser ekstremt tynde ud. Jeg kunne se hvert et led på rygsøjlen på dem. Der er en der forsøger at vende om, men hun må opgive da gangen er alt for smal. Der er kun en mulig vej og det er frem. Flere ønsker ikke den vej frem og efterhånden ser jeg flere der forsøger at vende om. Jeg lærer hurtigt, at slagteriarbejderen ikke er ked af at bruge strømpistol for at lede dem frem i den retning han ønsker. Det handler om effektivitet kan jeg se. Men hver gang jeg hører og ser det chok der går igennem køerne når strømmen rammer, giver det et sæt i mig og hjertet strammer til i min brystkasse. Jeg kan intet gøre.


Jeg får øjenkontakt med en af køerne og det jeg ser, får straks tårerne til at falde. Jeg krymper helt sammen indvendigt. Hun viser mig den lidelse som jeg altid skriver om. Hun viser mig den meningsløshed der er indlejret i denne her systematiske drabsmaskine. Tårerne vælter frem og det eneste jeg kan, er at sige undskyld, undskyld, undskyld. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg aner ikke hvor det kommer fra, men det var det eneste jeg kunne. Hun kigger inderligt på mig og jeg ser hende og er knust indvendigt af afmagt over denne her meningsløse vold hun går igennem.

Hun ser ned og jeg må gå væk fra dem for at græde ud og sunde mig, trække vejret. Da jeg kommer tilbage igen, er der en medarbejder fra slagteriet som vredt har bedt folk gå væk og sat væggen, hvor den åbenbart skulle være, så nu er der helt lukket af, bortset fra nogle huller og sprækker vi kan kikke igennem. Det gør jeg så.


Der er hele tiden nye dyr i kø. Ind til boltpistolen, lyden af denne og en ko der falder hvor halsen derefter skæres også lyden af at hun læsses/kastes hen for at skulle hejses op og forbløde, for derefter at åbnes og parteres. Også den næste, og den næste, og den næste, og den næste…. En uendelig række.


På et tidspunkt ser jeg en ko, som er så tynd og udslidt, at hun flere gange er ved at falde. Hun kan næsten ikke gå og det er tydeligt hun gør alt hvad hun kan, for at holde sig oprejst. Manden kommer hen til hende og giver hende med strømmen 4 gange inden hun går fremad, som han ønsker. Jeg tænker over det liv hun må have haft, når hun er så tynd og afkræftet. Tænker over alle de unger hun har født og følt savn over og alle de tusind liter mælk vi har tvunget ud af hende, for så meget profit som muligt, for at aflevere hende til en ubarmhjertig slagtning, hvor alt hun kan føle er afmagt og frygt, som var tydeligt at se i hendes store øjne.


Nu ligger hun i køledisken og snart på nogens tallerken.


Jeg ville så gerne have filmet noget mere og bedre, men det har jeg ofte svært ved i nuet, når jeg bare står og oplever og tager det hele ind. For der er ingen tanker og ingen ideer om hvad jeg vil med det jeg oplever. Der er bare den rå oplevelse. En oplevelse med så mange indtryk, som er svært at gengive på en film. Jeg forstår godt nu, hvorfor den slags film fra vigils ofte sættes i nogle barske rammer, som dermed præsenterer det på en barsk måde, for det er det oplevelsen er – barsk, rå, grim, stinkende, larmende, sørgelig og totalt meningsløs vold.


I'm so sorry… We're trying...




Denne film herunder blev lavet i foråret 2018, før der kom mur op rundt om Århus slagtehus. Det Anja fortæller så fint på videoen, er hvad jeg ikke kunne udtrykke da jeg var der.


Det er samme dag, da folk var ved at tage hjemad, at denne historie om 416 udspillede sig.


Blev du rørt af denne oplevelse, så vær sød at huske, at DU sidder med magten til at gøre en forskel. Dette vanvid fortsætter, så længe nogen betaler for det...

2020 Lisel Vad Olsson. Taler for Dyr. Veganisme.

Her er ingen copyright. Tag hvad du vil have.

100% for dyrene og naturen!

  • Lisel_Talerfordyr
  • Taler for dyr på Facebook
  • Taler for Dyr