• Lisel Vad Olsson

NATURKRISEN HANDLER OM MERE END DU TROR

Opdateret: juni 30

DEN NATURKRISE, VI BEFINDER OS I LIGE NU, HANDLER OM MEGET MERE, END DU UMIDDELBART TROR


Vi får alle tudet ørene fulde af begrebet klimakrise hele tiden. Flere og flere mennesker er da også begyndt at tage det mere seriøst. Men i snakken om klimaet glemmes det ofte, at vores krise ikke udelukkende handler om CO2 og andre drivhusgasser, men også i stor grad om miljøet, økosystemer, der ødelægges, biodiversitet, der går tabt, og udpining af landbrugsjord.


Det er derfor Veganerpartiet har fokus på at kalde den krise, vi står i, for en naturkrise.


Naturen og det naturlige går tabt. Naturen taber hver gang, vores fokus er på profit, og hver gang vi nægter at ændre vores handlinger til mere bæredygtige, mere bevidste, mere ansvarlige og mere medfølende handlinger.


Når vi taler om, at det naturlige går tabt, så er der en stor gruppe af individer, som overses. Disse individer bliver set på som simple døde produkter på trods af, at de er alt andet end simple og døde.


Vi har ødelagt naturligheden for dyrene i vores varetægt.


Dyrenes og dermed også vores naturkrise består i, at vi har fjernet og ødelagt deres naturlighed. Vi har muteret dem til enorme mutanter, så vi kan tjene ekstra meget profit på deres kroppe. Vi har lukket dem inde i kæmpe haller, hvor vi presser så mange individer ind som muligt uden overhovedet at tage hensyn til individerne selv. Intet i deres liv foregår naturligt på nogen måde. Hverken deres reproduktion, den måde de får lov at have omgang med deres unger, eller den måde de kan være aktive på.


Der er intet naturligt i det antal af individer, som vi tvinger ind i verden, udelukkende for at slå dem ihjel på samlebånd. Der er intet naturligt i de kæmpe slagtehaller, som gasser og tager livet af flere millioner individer om året.


Vores naturkrise består altså ikke kun i, at jord, planter og økosystemer ødelægges på daglig basis. Den består også i den måde, vi mennesker manipulerer med følende og tænkende dyr, muterer og indespærrer dem. Naturkrisen handler om, at vi har indrettet vores industri og samfund på en måde, som dræber alt det naturlige omkring os.


Hjælp Veganerpartiet i kampen for at bringe naturen tilbage til naturen og dyrene tilbage til dyrene ved at give en vælgererklæring: www.vgpt.dk

------------------------------------------

Facebook: https://www.facebook.com/liselvp


Instagram: https://www.instagram.com/lisel_vp/


Twitter: https://www.twitter.com/lisel_vp/


Støt mit arbejde her, da jeg ikke er lønnet: https://www.patreon.com/lisel




0 visninger

2020 Lisel Vad Olsson. Taler for Dyr. Veganisme.

Her er ingen copyright. Tag hvad du vil have.

100% for dyrene og naturen!

  • Twitter
  • Lisel_vp
  • Lisel - Veganerpartiet
  • Taler for Dyr