• Lisel Vad Olsson

Majoriteten har altid ret?

Opdateret: juni 30

Det forventes af minoriteter, at de skal finde sig i og indrette sig efter majoriteten. Vi mennesker har sådan en slags indbygget forestilling om, at majoriteten er dem, der har den "mest rigtige" holdning og adfærd, og at minoriteterne er mere eller mindre ekstreme i deres livsstil, adfærd og holdning.


Vi forventer, at minoriteterne på en eller anden måde, ligesom holder deres holdninger og livsstile for sig selv. Vi respekterer deres frie valg, så længe de lever lovlydigt og ikke forsøger at prakke andre deres holdning på, om den så er religiøst, politisk eller moralsk funderet.


Der er to ting jeg gerne vil gennemgå her. For det første ideen om, at majoriteten altid har ret. For det andet ideen om, at man kan prakke andre sin holdning på.


Når vi konfronteres med andre mennesker, som har en anden livsstil, adfærd eller holdning end vores egen, så reagerer vi ofte med skepsis, mistro og fordomme overfor disse anderledes mennesker. Vores umiddelbare reaktion er ofte alt andet end fredelig nysgerrighed, selvom netop denne ville åbne for en dialog, som måske kan være til gavn for alle parter - i det mindste skabe mere forståelse og tolerance og dermed mindre mistro, had og fordomme. Man behøver heller ikke opnå enighed, bare fordi man indgår i en dialog. I det mindste bliver man klogere på et emne, så man rent faktisk ved hvad man taler om en anden gang emnet kommer op.


Har majoriteten altid ret?


Jeg tror, at læseren allerede har svaret: "nej, det har majoriteten naturligvis ikke altid". Hvis vi ser historisk på det, så er den jo ret klar. Majoriteten gik før i tiden ind for slavehandel, revselsretten, nægtelse af kvinders arbejde og stemmeret og meget andet. Og loven var indrettet derefter. Loven ændres på baggrund af hvad majoriteten (og dem der sidder på magten) ønsker og tror på - og hvad majoriteten ønsker og tror på, det ændrer sig løbende. Derfor kan loven ikke være en klar indikator for, hvad der er rigtigt eller forkert. Så kan du jo så spørge, hvad det er der gør, at samfundet, majoriteten og loven ændrer sig?

Svaret er nemlig, at det er ny viden og græsrodsbevægelser, som vokser sig ind i befolkningen og dermed også ind i politikken og altså lovgivningen.


Majoriteten er dog ofte meget langsom til at ændre sig, på trods af, at vi hurtigt kan dele information på internettet. Den enkelte ønsker ikke at tage imod den nye information, og da slet ikke hvis informationen kræver, at vedkommende bliver nødt til at overveje egen adfærd. Det er ikke nemt, hvis størstedelen af de andre mennesker omkring en, endnu ikke selv har ændret adfærd. Vi mennesker ønsker, at være en del af den store flok og ikke skille os ud. Det er svært at være en minoritet og blive mødt af fordomme og alt det der hører med til at være en minoritet og "first-mover". Derfor er det meget nemmere, bare at lukke øjne, ører og hjerte - ligesom alle andre.


Fremtiden er vegansk - og folk vil komme til at ændre sig


Veganismen som bevægelse er startet pga. en viden og en holdning til dyr. Vores holdning ligger i en kerneværdi, som jeg vil vove at påstå, er en vi deler med 99% af alle andre mennesker: "At det er forkert at være medvirkende til lidelse for andre, hvis man praktisk kan undgå, at medvirke til det". Disse andre er også dyrene, da dyrene ikke adskiller sig fra mennesker på de områder der tæller - altså i forhold til at kunne opleve liv og lidelse.


Den viden der ligger til grund for veganismen er ret klar. Vi ved som sagt, at de andre dyr, ligesom os, har udviklet sig igennem evolutionen. Vi ved, vi deler 50% DNA med den almindelige flue, at dyrene har nerver, hjerne og organer ligesom os selv. Vi har klare observationer og undersøgelser, som leder tankerne hen på empati, altruisme og medfølelse hos dyr. Jeg har personligt siddet med flere danske forskere, som forsker i dyr, som fortalte mig, at der er enighed blandt forskerne om, at de andre dyr både tænker og føler. Det er man heller ikke i tvivl om, hvis man har studeret en kat eller hund i eget hjem. En underfundig pointe er også, at når vi er så ens med dyrene rent biologisk, hvorfor har vi så, så svært ved at acceptere, at de også kan ligne os rent psykologisk? Alt denne viden om dyrene i sig selv gør, at vores valg om at avle, indespærre og dræbe dem, ikke er et neutralt valg, men et valg, som vi er nødt til at tage stilling til, i kraft af, at vi har evnen til at filosofere moralsk over, hvordan vi lever vores liv og hvilke konsekvenser vores handlinger har.


Der er dog endnu mere viden, som også lægger en ret god grund til livsstilen. Vi ved nemlig, at vi er midt i en ret omfattende naturkrise. Forskere i disse videnskaber er også enige - jo mere vegansk vi lever, jo bedre for naturen.


Til sidst ved vi også, at animalske produkter har en negativ indvirkning på vores sundhed og at vi derfor bør spise så plantebaseret som muligt. Der er flere undersøgelser der viser, at vi kan spare op mod milliarder i sundhedsvæsenet, ved at lede folk hen imod en kødfri kost.


Ovenstående viden og grunde til veganisme, dem kender forskerne, den veganske minoritet og naturligvis også andre, om de handler på den viden eller ej. De andre, dem kan vi kalde 'vegan allies' (allierede til veganere) - som fx denne klummeskribent på The New York Times eller ham her i The Guardian. Disse to personer fortæller i hver deres artikel, at de indtil videre vil fortsætte deres kødspiseri, men som godt ved, at veganerne har nogle pointer (alle de ovenstående), som de ikke kan argumentere imod og som tvinger dem til, at tage deres egne handlinger op til overvejelse.


Disse to skribenter fra hhv. The Guardian og The New York Times har gjort det flotte - at tage imod information og reflekteret seriøst over den. Der er ingen der har tvunget en gulerod eller andre veganske råvarer ned i halsen på dem. Ingen tvinger dem til noget som helst. De kunne have valgt at angribe, gå i forsvar, gøre grin med eller bare ignorere informationen. I stedet reflekterede de selv - og selvom de ikke er blevet veganere, så er de kommet nærmere at tage forskningen og dyrene seriøst.


Og det er her, den anden ting jeg gerne ville nævne, kommer i spil. Nemlig det, at tro man kan prakke andre sin holdning på. Der er INGEN veganere, der kan tvinge andre til, at være eller leve vegansk. Det kan ikke lade sig gøre. Om vi taler politik, religion, livsstil eller ideologi, så kan det ikke lade sig gøre, at tvinge andre til, at have den samme holdning som dig og dermed kan en veganer, heller ikke tvinge dig til at leve vegansk.


Veganerne er stadig en minoritet, men bevægelsen er (vist nok), den hurtigst voksende sociale retfærdighedsbevægelse. Det kan ses på hylderne i samtlige supermarkeder, på Børsen og i daglige nyheder om det voksende salg af veganske varer. Selv firmaer som fx Mars Petfoods, vil nu lave plantebaseret dyrefoder til kæledyr, som hunde og katte.


Med alle de udfordringer vi har på vores klode idag og alt den lidelse vi påfører de andre dyr, så er der ikke et bedre tidspunkt end lige nu, til at genoverveje hvad vi selv kan gøre, sammen med vores medmennesker, for at skabe en mere fredelig og bæredygtig verden. Mindst tre gange om dagen er valget på tallerkenen og netop derfor, har dette valg så stor en indflydelse - ikke mindst for dyret selv - de dyr, som vi jo ikke ønsker skal lide eller dø unødvendigt.


Den veganske bevægelse er en græsrodsbevægelse, som stadig er en minoritet. Dog er den kommet i flere Folketing i Europa, i EU og på flere store institutioner. På vej væk fra at være minoritet.



Facebook: https://www.facebook.com/liselvp


Instagram: https://www.instagram.com/lisel_vp/


Twitter: https://www.twitter.com/lisel_vp/


Støt mit arbejde her, da jeg ikke er lønnet: https://www.patreon.com/lisel

2020 Lisel Vad Olsson. Taler for Dyr. Veganisme.

Her er ingen copyright. Tag hvad du vil have.

100% for dyrene og naturen!

  • Twitter
  • Lisel_vp
  • Lisel - Veganerpartiet
  • Taler for Dyr