• Lisel Vad Olsson

Hvornår og hvordan er man egentlig aktivist?

Opdateret: 13. apr. 2019

Jeg har fået filosoferet en del over aktivismen. Mere præcist hvornår man er aktivist og hvad der skal til for at kunne sige man er aktivist.


Min filosofering handler ikke om hvornår man er veganer eller "rigtig" veganer, for det mener jeg egentlig siger sig selv, nemlig, at ligeså snart du kan stå inde for og handler på, ikke at ville deltage i udnyttelsen af dyr for hverken mad, tøj, underholdning, make-up osv. og mener dyrene har ret til ikke at blive avlet, indespærret, udnyttet og drabt, så er du veganer.

Dette indlæg - ligesom flere andre, redigeres løbende i takt med at jeg filosoferer videre og evt. får noget interessant feedback med andre holdninger og gode argumenter.


Jeg har fulgt nogle diskussioner på facebook omkring det her med aktivisme.

Jeg tror det er ret vigtigt at vi formår at være nysgerrige på hinandens bevæggrunde for vores valg af kampe og måde at leve veganismen på og måde at være for dyrene på, men også tænke over, for dyrene og bevægelsens skyld, hvordan man mest effektiv formidler det veganske budskab, uanset om du deltager i direkte aktivisme eller ej.


Jeg har selv valgt at være aktivist, på en måde som resonerer med det jeg oplever i hjertet. Jeg har altid haft en aktivistisk motor, som reagerer når den konfronteres med uretfærdighed og som har lyst til at GØRE noget - et eller andet, som måske kan få andre til at se uretfærdigheden og dermed stoppe med at støtte den.


Men kan vi forvente at alle er bygget sådan op, altså at alle har denne aktivistiske motor?

Kan vi forvente, at alle har overskud, mod, lyst og mulighed for, at stille sig op overfor hele det undertrykkende system og kalde på retfærdighed?

Og SKAL vi alle være med til den form for aktivisme der går på gaden, til vigils, cube of truths, pelsprotester osv?

SKAL vi alle blive en del af det veganske community og lære hinanden at kende?

SKAL vi være strømlinet og gøre tingene på samme måde?


Nej, det tror jeg egentlig ikke, selvom jeg dog også tror, at det bedste man kan gøre for at stoppe uretfærdigheden, dog er at prøve at opbygge et vegansk netværk og lade sig inspirere til en eller anden form for aktivisme.



Det første spørgsmål jeg stillede foroven var, hvornår man egentlig er aktivist. Jeg vil forsøge at argumentere for, at det er man allerede lige så snart man er veganer.


Veganere er nemlig en slags 'etnisk minoritet' i Danmark. Det betyder, at bare det at man kalder sig veganer, frembringer en reaktion hos ikke-veganere, som fremkalder spørgsmål, undren, fordomme og generel udskældning fra mange. Man kan i sit valg af den veganske livsstil komme ud for beskyldninger og andre kraftige reaktioner fra det omgivende samfund, som tvinger en ud i et forsvar af selve veganismen og ens eget valg af denne livsstil.

Det betyder, at man af det omgivende samfund altså skubbes ind i selve kernen af at være aktivist - at tale for veganismen og sprede det veganske budskab.

Så bare det at være veganere og leve vegansk, frembringer indirekte aktivisme, som også er med til at så veganske frø i ikke-veganere.

Nogle gange er det henover frokosten på arbejdet, når dem man sidder til bords med lægger mærke til, at der mangler kød i maden, eller det kan være til en familie-komsammen, eller ved rullebåndet i Netto, når folk ser man køber Naturli' fars eller havremælk eller når man deler et billede på insta af den flotte veganske sushi man har lavet - bare det at have livsstilen er altså en form for aktivisme, da man i det daglige konfronteres med andre mennesker, som lægger mærke til det man spiser eller når man inviteres i Zoo og siger nej tak.

Der kan være rigtig mange tilfælde hvor emnet bringes frem i hverdagen og det kan jo være man også lige har et vegansk klistermærke på pc'en, en vegansk t-shirt eller andre mere eller mindre små markører der peger på veganismen.

Men bare det faktum at man træder ud fra normen på den måde og pludselig risikerer at skulle opleve folks ofte stærke reaktioner på ens livsstil, er for mange enormt grænseoverskridende og svært. Men det er en AKTIV beslutning at blive veganer, fordi man aktivt vælger at træde ud af normen, blive en del af en minoritet, som endda er en gruppe som oplever generaliserende fordomme, udskældning, mediernes falske nyheder om os, skræmmekampagner fra betalte "eksperter" og meget andet. Det kan for mange endda tage lang tid at træde hele vejen igennem, fordi familien er så svær at konfrontere med det faktum, at man ikke længere vil spise dyr juleaften f.eks. eller faktisk får det enormt dårligt af at skulle være med til endnu en grisefest.

Vi kan kalde den måde at være veganer på for 'indirekte aktivist'.

Altså en veganer der ikke direkte laver f.eks. gadeaktivisme, men som udelukkende grundet selve valget af den veganske livsstil, skubbes ud i samtaler, dilemmaer og spørgsmål vedr. denne livsstil og dermed forsvarer og forklarer veganismen, hvilket jo er kernen i aktivisme. Det kan jo også hænde man selv får taget emnet op eller får peget folk hen imod det på en mere aktiv måde, når modet og overskuddet er til det.


Så når man f.eks. mener at nogen (en veganer) ikke er aktivist, hvor sætter vi så grænsen for hvornår man så ER aktivist? Hvad skal der egentlig til?


Jeg tror nogen gange vi glemmer at gruppepres er en helt reel ting der også sker for voksne - i alle grupperinger. Vi glemmer at folk har forkellige grader af resiliens og meget forskellige familier og vennegrupper som vi er tvunget til at forholde os til på den ene eller den anden måde. Det at finde modet frem og turde konfrontere folk med ens personlige skridt ud af normen og ind i en udskældt bevægelse, mener jeg kan ses som noget aktivistisk i sig selv, netop fordi det er et aktivt valg man tager, en aktiv handling, som har konsekvenser af den ene eller den anden form.

Dog findes der så også de veganere, som helt igennem mener, at vi ikke skal gå ud og lave direkte aktivisme. At folk da bare skal have lov at spise hvad de vil og have den livsstil de ønsker.


Den har jeg rigtig svært ved at forstå.


Hvis man ved ens nabo har en hund indespærret hele døgnet og både har kastreret den og skåret dens hale af uden bedøvelse - ville man så ikke anmelde naboen for dyrplageri og væmmes ved, at naboen endda har tænkt sig at slagte den, når den stadig kun er hvalp?


Når veganere går på gaden og laver forskellige former for aktivisme, så er det jo netop fordi man ønsker at stoppe den plage dyrene oplever. Fordi man virkelig har SET og FORSTÅR hvad det reelt er dyrene lever og dør i, fra dyrenes perspektiv.


Når man oplever nogen lider og man rent faktisk har mulighed for at hjælpe de lidende, bør man så ikke også hjælpe?

Det handler nemlig ikke om dig og mig og hvordan vi selv - veganer eller ej - vælger at leve, men om dem der lider. Det handler ikke bare om at blande sig i andres livsstil, det handler om at hjælpe dyrene på bedste vis og det kan vi kun ved at gøre forbrugerne af dyrenes produkter opmærksom på hvad der foregår i industrien og hvad det er de støtter og opretholder via deres pengepung.


Derfor SKAL der være nogen og gerne mange, som har lyst og mod på at lave direkte aktivisme.

Jeg tror det er rigtig vigtigt at vi støtter hinanden mest muligt i den aktivisme som passer bedst til den enkelte. At selvom det ikke er noget for dig at stå med skilte og megafon udenfor en pelsbutik, så støt dem der trods alt gør det.

Så længe aktivismen er fredelig, ikke-voldelig, ikke-personlig, men dog kontant, så ER der altså ikke-veganere der pludselig forstår, at vi aktivt kan vælge ikke at støtte de industrier der lever af dyrs lidelser, avl og død.


Der er SÅ mange forskellige måder vi kan lave direkte aktivisme på og det tror jeg er vigtigt at vi er mange der gør - bare vi samtidig husker, at indirekte aktivisme som beskrevet foroven også gør en forskel for nogen og at nogen ikke-veganere netop bedre lader sig inspirere af en indirekte aktivist end en direkte aktivist. Jeg tror det er vigtigt der er plads til alle former og at vi ikke udskælder nogen fordi de evt. grundet angst, ikke laver direkte aktivisme.

Jeg kan huske til foredraget med Joey Carbstrong her i Danmark, at han netop nævner, at de færreste bliver veganere pga. en enkelt episode med en veganer. Langt de fleste mennesker får plantet et frø, som bliver næret fra flere episoder og pludselig bliver der taget en bevidst beslutning om veganisme. Det frø og den efterfølgende næring, kan sagtens komme fra indirekte aktivisme, som det kan fra direkte aktivisme og det er meget forskelligt for forskellige mennesker, hvilken form for aktivisme der virker på dem.



To ting jeg tror der er det vigtigste, er for det første, at vi helt klart bør opmuntre og inspirere hinanden til aktivisme i en eller anden form og hjælpe hinanden med at finde modet frem til det. Vi er igang med at skabe en kæmpe social retfærdighedsbevægelse og det kræver rigtig mange stemmer, som på den ene eller den anden måde taler veganismen frem.

Det andet jeg tror der er rigtig vigtigt er, at ligegyldigt hvilken slags aktiv veganer man er, så huske sig selv på, at aggressivitet og personlige angreb sjældent, hvis nogensinde, har gjort det positive udfald for en social retfærdighedsbevægelse.


Det er samfundet som helhed der skal ændres, et individ af gangen og derfor skal vi jo ikke skubbe disse individer væk fra os, ved at være sure på dem. Aggressivitet avler aggressivitet og det er bare ikke vejen frem hvis man ønsker en kærlig verden af medfølelse og empati - for alle følende væsener på jorden og ikke kun de få enkelte arter. Den gamle "practise what you preach"-sætning.

Oplysning, inspiration, medfølelse og venlighed har en stærk tiltrækningskraft, hvorimod aggressivitet får folk til at fjerne sig eller kæmpe imod.


Hvis vi vil have folk til at SE dyrene, så skal vi hjælpe deres fokus hen på dyrene, men det gør de ikke hvis de har mere travlt med at kritisere os for kommentarer, hvor de ikke kan relatere til de ord og den retorik som bruges, både online og offline.


Alex Bez er uddannet sælger og har en serie på hans hjemmeside og youtube, hvor han deler ud af de ekstremt effektive retoriske værktøjer, som får folk til selv at tænke sig frem til deres egne kerneværdier og lysten til at leve efter dem. D.v.s. effektiv outreach som virker. Tjek ham ud! Jeg tror alle vi veganere, som jo konfronteres dagligt af en ikke-vegansk verden, bør finde ud af hvordan de mest effektivt kan tale veganismens sag.


For ligegyldigt om du er direkte eller indirekte aktivist, så er du som veganer en vigtigt brik i den sociale retfærdighedsbevægelse, som kæmper for at hjælpe dyr, miljø og mennesker og derfor er det relevant for os alle, hvordan vi hver især taler veganismen frem bedst muligt.


Det var bare lige min lille filosoferen <3



2020 Lisel Vad Olsson. Taler for Dyr. Veganisme.

Her er ingen copyright. Tag hvad du vil have.

100% for dyrene og naturen!

  • Lisel_Talerfordyr
  • Taler for dyr på Facebook
  • Taler for Dyr