• Lisel Vad Olsson

Hvorfor du mener veganere er irriterende

Rigtig mange mennesker er SÅ trætte af veganere. Trætte af at høre om veganerne, at se på veganere, at læse om veganere og hele tiden få at vide hvor forkert det er, at de har kød på tallerkenen.


Vi veganere bliver kritiseret for at mene, at vi er bedre end alle andre og at vi tror vi er på en piedestal, hvorfra vi ser ned på andre mennesker. Det er åbenbart en af grundene til, at folk er trætte af os.

Folk kan ikke lide at høre om deres dårlige vaner eller at andre blander sig i deres livsstil og kommer med kritik.


Den klassiske kommentar:

"Det er fint du er veganer, men venligst hold det for dig selv. Jeg prøver jo heller ikke at prædike mine madvaner over på dig vel"?

Eller:

"Jeg respekterer dine madvaner, så venligst også respekter mine".

Eller:

"I skal fandme ikke tro i er bedre end alle andre mennesker"


Efterfulgt af alle de klassiske mod-argumenter mod veganisme, men som hurtigt trumfes af et simpelt faktum:


... Hvis du mener det er forkert at påføre andre lidelse, når du absolut ikke har behov for det, så går du imod din egen overbevisning HVER gang du indtager eller køber noget hvor dyr er indgået i produktionen.


Du har nemlig ikke behov for noget som helst som kommer fra dyrs kroppe og dermed støtter du unødvendig lidelse for følende individer, når du køber noget fra dyrs kroppe.


Det er et faktum som du ikke kan komme udenom, ligegyldig hvor meget du prøver at argumentere imod det.


Det at DU støtter andres lidelse kan være rigtig svært at indrømme. Man har ikke lyst til at have det skidt med sine egne handlinger og dermed med sig selv. Og når man så på samme tid kan have rigtig svært ved at ændre vaner, så virker det endnu mere uoverskueligt og derfor er det meget nemmere enten at prøve at ignorere veganismen og forsøge ikke at tale om det - i hvert fald ikke med en veganer - eller at kritisere og tale ned til veganere og dermed prøve at få det bedre med sig selv.


Men ingen af disse to taktikker vil virke. Der bliver flere og flere veganere hver dag og dermed flere og flere til at tale om veganisme, flere til at vise dyrenes lidelser og flere som vil gøre opmærksom på hvordan man nemt får ændret, hvad der ligger på tallerkenen.


For helt ærligt, så VED du godt, at det er forkert at medvirke aktivt til andres lidelse, når nu du så nemt kan lade være.

Hvis du mener at veganere bare tror de er bedre end alle andre, er det så i virkeligheden ikke fordi DU godt ved, at det ER bedre, når man vælger medfølelse frem for aktiv deltagelse i lidelse?

Du ved godt at det ER bedre, at passe på miljøet frem for aktivt at medvirke til miljøproblemerne.



Det betyder ikke at jeg mener jeg er mere værd end dig som menneske, men det betyder jeg har været i stand til at se på mit eget ansvar og de fodspor jeg sætter i verden. Og ligesom jeg ville hjælpe en hund, et barn, et andet menneske eller en svane, et egern eller et pindsvin som led, ligeså vil jeg aldrig medvirke til skade og påføre lidelse på landbrugsdyrene. Og ligesom jeg ville forsøge at hjælpe en hund der blev misrøgtet, ligeså vil jeg hjælpe landbrugsdyrene, fordi de gennemgår unødvendige lidelser.


Det er ikke retfærdigt at gøre forskel på dyrene, bare fordi nogen af dem kulturelt set er blevet degraderet til døde objekter, på trods af de er lige så levende og følende som alle andre dyr og mennesker.


Grunden til de gennemgår disse lidelser, er fordi landmanden tjener penge på det og grunden til han tjener penge på det, er fordi folk køber det og derfor kan vi veganere kun hjælpe disse dyr, ved at få andre til at se deres lidelser og dermed stoppe med at købe produkter lavet fra deres kroppe.


Og derfor holder vi ikke mund før alle bure er tomme, alle gaskamre destrueret og alle slagterier bortskaffet.


Se dyrene, læs tallene, sæt dig ind i hvad der i virkeligheden foregår og hvad din egen rolle er i det.


Det er det mindste du kan gøre for dig selv, for dyrene - som er dine medvæsener her på jorden og for de næste generationer af mennesker, fordi det har så stor betydning for at sikre vores fremtidige produktion af mad til alle på jorden.


Så altså - at du synes veganere er irriterende, har langt mere at gøre med dig selv og dine egne handlinger end veganerens aktive medfølelse for andre.


“When the suffering of another creature causes you to feel pain, do not submit to the initial desire to flee from the suffering one, but on the contrary, come closer, as close as you can to him who suffers, and try to help”. ~ Leo Tolstoy

Miljø, klima og bæredygtighed - alle de godkendte videnskabelige rapporter om emnet:

https://www.talerfordyr.dk/miljo-klima-og-baeredygtighed


Sundhed og ernæring - udtalelser og rapporter fra de største institutioner i verden:

https://www.talerfordyr.dk/sundhed-og-ernaering


Køernes liv i Danmark:

https://www.talerfordyr.dk/blog/køernes-liv-i-danmark


Dyreværnsloven:

https://www.talerfordyr.dk/blog/dyreværnsloven


Det er bare propaganda, eller er det?

https://www.talerfordyr.dk/blog/sådan-er-det-ikke-i-danmark-det-er-bare-propaganda


Typiske spørgsmål:

https://www.talerfordyr.dk/typiskesporgsmaal


Anbefalede film:

https://www.talerfordyr.dk/veganskefilm


2020 Lisel Vad Olsson. Taler for Dyr. Veganisme.

Her er ingen copyright. Tag hvad du vil have.

100% for dyrene og naturen!

  • Lisel_Talerfordyr
  • Taler for dyr på Facebook
  • Taler for Dyr