• Lisel Vad Olsson

Fordi vi stoler på de voksne

Jeg har egentlig aldrig rigtig påstået at elske dyr. Kan ikke huske at jeg som barn var optaget af dyr eller var specielt interesseret i dyr.

Jo, jeg ville da gerne gå til ridning, men det var helt sikkert mere fordi at andre piger gjorde det og det virkede lidt sejt at sidde på der store dyr og ikke så meget for at ”elske” hestene. De var der bare. De heste jeg har mødt på ferier og fået lov at hjælpe med pasningen af, har jeg ikke savnet når jeg skulle hjem igen. Hurtigt glemt.

Jeg ville da også gerne have en hund eller kanin, men igen, det havde ikke noget at gøre med kærlighed til dyr generelt, men mere bare for at have dem og håbe på de elskede mig, uden jeg skulle anstrenge mig særlig meget.


De eneste dyr jeg virkelig har elsket, har været en hund i familien der hed Buster og en undulat min mor og jeg havde, som blev så tam som nogen fugl overhovedet kan blive.


Buster elskede MIG totalt ubetinget og var kun et lille år ældre end mig og var tæt om mig, så snart vi besøgte hinanden. Vi var uadskillelige når vi så hinanden, lige siden jeg blev født. Han græd med mig og bebrejdede min mor hvis ikke hun var hurtig nok til at trøste mig.

Titti vores fugl var totalt tryg, glad og altid omkring os og var simpelthen så underholdende og sød.

Jeg var knust da de døde. Jeg kendte dem som individer med personlighed, følelser og nærvær.


Jeg har ladet dyr underholde mig og fascinere mig.


Det har været i zoologisk have, hvor jeg har følt mig priviligeret over, at komme så tæt på løver og isbjørne. Jeg ville tæt på dem – så tæt som muligt og rigtig se dem, men jeg overvejede aldrig rigtig hvad de egentlig ville.

Jeg kan huske at have lidt ondt i maven over, at de sådan var indespærret og ikke i deres naturlige omgivelser, men den fornemmelse glemte jeg hurtigt når de lavede noget "sjovt" eller nogen sagde ”is”.


Jeg har ladet mig underholde i cirkus, hvor det bare var fedt at se en elefant så tæt på og alt det de og hestene kunne lære af deres trænere. Var også oppe og sidde på en af elefanterne i Cirkus Arena. De var jo bare underholdning og et eller andet sted, så har vi jo tillid til, at dyrene behandles godt og dermed har et godt liv, selvom de lige skal gå rundt inde i en cirkusarena engang imellem.


Blev jeg spurgt om jeg elskede dyr, så ja da - dyr er jo fantastiske. Man skal jo også være god ved dem. Ikke være onde ved dem og ikke drille dem. De kan jo føle. Jeg vidste at de kan føle, det var et faktum, pga. mit meget tætte venskab med Buster og Titti’s og deres unikke personligheder.

Men hvorfor overvejede jeg så ikke det forkerte i, at elefanter da ikke skal bruges som underholdning og indtægtskilde? At de da ikke skal fjernes fra deres frie liv og naturlige klima og miljø.

Hvorfor overvejede jeg så ikke, at dyr ikke bør indespærres i en zoo, når den slags indespærrede dyr jo ikke kan genudsættes som frie dyr og klare sig selv?

Det er kun meget få dyr i zoo der rent faktisk kan sættes ud og gør en forskel for avlsprogrammer, hvor alle dyrene sættes fri.


Hvorfor overvejede jeg ikke de dyr der lå på tallerkenen?


Hvorfor gjorde jeg ikke den slags overvejelser og prøvede at se tingene fra dyrenes perspektiv og ikkehele tiden fra mit eget begrænsede perspektiv?


Jeg troede simpelthen på det de voksne engang havde sagt. Jeg fulgte blindt med flokken og troede det samme som dem, for det er den historie vi alle har fået fortalt. Jeg havde en naiv tro på, at de mennesker der ejede og passede dyrene, elskede dyrene og sørgede for, at de havde et dejligt liv. Og var det mig der havde de dyr, så ville jeg også mene jeg elskede dem, mens jeg dominerede dem i en arena.


Som børn tager vi alt det ind de voksne siger til os og gør det til vores egne sandheder.


Selvom der måske endda kommer en følelse af ”forkerthed” i Zoologisk have, så accepterer vi, at zoo er en god ting. For det første fordi vores forældre tager os derhen og for det andet pga. det de fortæller os om det gode og vigtige ved zoo. De fortæller os ikke om alle de dyreunger der slås ihjel, fordi der hverken er plads eller råd til dem. De fortæller os ikke, at de fleste dyr ikke er truede og dermed slet ikke har grund til at være der. De fortæller os ikke, at alt det arbejde man gør med dyrene, også kan gøres i deres naturlige leveområder, som frie dyr. Det fortæller de os ikke, for de aner det dårligt selv og tænker måske slet ikke over det.

Dyrene er indespærret til menneskers underholdning.


I al træning med store dyr handler det om at etablere et magtforhold. Det er det der sker i cirkus. Vi fremviser det flotte i, at have skabt et magtforhold til disse dyr, hvor vi er over dem. Hvorfor har vi så travlt med at skulle dressere, opdrage og styre andre arter?

Hvad er det vi gerne vil bevise ved det?

Hvorfor skal disse dyr ligge under for vores lyst til at skulle dressere dem?

Hvad er det der gør at vi ”tænder” på det og klapper af det?

Hvad er det vi vil med det?

Og hvorfor skal dyrene betale prisen for vores underlige lyster?

Og efter hver forestilling skal de ind i små vogne og køre videre til et nyt sted, og et nyt sted, og et nyt sted. Samme dressur, samme forestilling. De går gerne flere kilometer om dagen i den vilde natur, men det kan aldrig gengives i cirkus eller i stalden. Ingen naturlig stimulation.


Jeg er simpelthen så taknemmelig i dag.


Taknemmelig over at gøre min egne overvejelser som voksen. Ikke fordi jeg har et eller andet elskeligt forhold til dyr eller drømmende forestillinger om dem, men fordi jeg bare kan se, at rent logisk, med alt den viden vi rent faktisk har om deres evner og bevidsthed, så kan det simpelthen ikke retfærdiggøres at behandle dem som vi gør. Som vores ejendom. Nogen vi skal udleve en underlig magt over.


Vi lader dem gennemgå de sygeste pinsler, indespærring, dressur, kontrol og drab på stribe, uden overhovedet at overveje i et enkelt sekund, om det vi gør og støtter på daglig basis er okay.

For helt ærligt hvad er det vi vil med den opførsel, overfor dem der ikke kan forsvare sig selv?

Hvorfor støtter vi det?


Jeg er helt med på, at dyr ikke er mennesker, ligesom aber ikke er mus og katte ikke er elefanter. Jeg forsøger ikke at menneskeliggøre nogen af dem. Jeg anerkender dog videnskab og fornuft:


Det er et videnskabeligt faktum, at de har præcis de samme forudsætninger som os, for bevidsthed om tid og rum, sig selv og hinanden, evner for empati og problemløsning og for at kunne føle både fysisk og psykisk, positivt som negativt. De er unikke individer.

Jeg anerkender, at der reelt ikke er nogen forskel på dem og os, på alle de parametre der gælder.

Og hvor fornuftigt er det lige, at støtte en industri som vi på ingen måde har behov for at støtte, når nu vi ved at det kræver stor lidelse for følende individer, miljøsvineri og kæmpe udgifter i sundhedssystemet?


Der er ikke nogen reelle argumenter for at købe animalske varer og udnytte dyr, med mindre du kynisk ignorerer deres evner og værdi i sig selv!



2020 Lisel Vad Olsson. Taler for Dyr. Veganisme.

Her er ingen copyright. Tag hvad du vil have.

100% for dyrene og naturen!

  • Twitter
  • Lisel_vp
  • Lisel - Veganerpartiet
  • Taler for Dyr