• Lisel Vad Olsson

Øjne, ører og mave

Jeg har altid haft det sådan, at man må kunne stå inde for sine handlinger og forsøge bedst muligt at leve op til egne overbevisninger.


Da jeg stadig spiste kød, grinte jeg lidt af folk der ikke kunne spise en fisk, som stadig havde hoved på kroppen og et par øjne der stirrede op på en. Eller ikke kunne tale om slagtning af dyr eller se billeder af en ko eller gris, mens man sad og spiste deres kroppe. For helt ærligt – stå dog inde for det du gør og medvirker til.


På den måde havde jeg mere respekt for jægeren der skød sit kød end jeg havde for den person der spiste dyrene med lukkede øjne og i selvbedrag om, at det jo er et dødt parteret dyr – et stykke tilberedt lig, der ligger på tallerkenen.


Det har altid undret mig, at folk velvilligt går ind i et selvbedrag om de dyr de spiser. Og egentlig udelukkende laver dette selvbedrag fordi, at de vil være i stand til at kunne spise dyret, i stedet for at åbne øjne og hjerte og leve efter de kerneværdier man nu engang har.


Jeg VIDSTE jeg spiste døde, parterede dyr. Jeg havde selv været med til at slagte høns, malke og inseminere køer og geder og i det hele taget været ret rationel omkring det. Hvis man skal spise kød – og det har vi jo lært man skal, så må man også kunne tage det søde med det sure.


Sådan er livet nu engang…


Så lærte jeg dog pludselig, at det slet ikke er nødvendigt for os, i det hele taget at indtage noget fra dyr. Jeg lærte om og virkelig SÅ - også med egne øjne, hvordan industrien virkelig foregår og jeg lærte om de dyr som er fanget i den.


Det gik op for mig, at på trods af at der ingen forskel er på dyrenes evne til at føle og være bevidst, så behandler vi hunde som om de er følende og bevidste, men grisene, køerne og hønsene behandler vi som om de er ting.


Jeg så pludselig alle de overgreb og smerter, som er rutinemæssig dagligdag for dyrene i industrien, da det foregår som på enhver anden produktion på en hver anden fabrik; for det er det som det kræver, at producere over 140 millioner dyr om året – i Danmark alene.


Systematisk, rutinemæssig avl, overgreb, indespærring og drab.


Og da jeg altid gerne har villet leve efter mine egne overbevisninger, så gik det op for mig, at jeg jo var veganer. For jeg vil ikke støtte op om en industri, praksis eller væremåde, som skaber unødvendig lidelse for andre levende og følende individer, ligegyldig hvilken art de tilhører.


Jeg tror på, at størstedelen af alle mennesker har det på samme måde, men desværre ikke åbner øjnene og hjertet og egentlig mærker efter.


Det kræver lidt mod at åbne øjnene og det kræver, for nogen, lidt mere mod, at turde leve efter sit hjerte og begynde at ændre livsstil.


Til gengæld giver det rigtig godt igen indeni, når man ikke deltager i andres lidelse, hjælper miljøet, gør noget positivt for klimaet og kommer i lavere risiko for samtlige livsstilssygdomme.


Næste gang du støder på et lille klip fra industrien på facebook eller et lignende sted, eller nogen vil fortælle dig om dyrenes lidelser, så åbn dit hjerte og spørg dig selv:


Hvis ikke det er godt nok for mine øjne eller ører, hvordan kan det så være godt nok for maven?


17 visninger

2020 Lisel Vad Olsson. Taler for Dyr. Veganisme.

Her er ingen copyright. Tag hvad du vil have.

100% for dyrene og naturen!

  • Lisel_Talerfordyr
  • Taler for dyr på Facebook
  • Taler for Dyr