© 2018 Lisel Vad Olsson. Taler for Dyr. Veganisme.

  • Lisel_Talerfordyr
  • Taler for dyr på Facebook
  • Taler for Dyr

Lidt om mig, bloggen og min vej til veganisme

Mit navn er Lisel, jeg er fra 1981, er gift med den dejligste mand og vi har to skønne børn og en fantastisk bestemt hund ved navn Cosmo. 

Denne hjemmeside og blog handler om et hav af emner indenfor veganismen. Om hvad veganisme er, hvad det vil sige og hvad det betyder og hvordan jeg relaterer det selv. 

Det handler om at vise og forklare den veganske tankegang og hvorfor det giver så meget mening, at vegansimen er den hurtigst voksende sociale retfærdighedsbevægelse lige nu. 

Ved alle indlæg vil der være udførlige kilder til alle de faktamæssige påstande som der skrives om, så man altid selv har mulighed for at tjekke efter og være sikker på, at det ikke bare er en holdning der fyres af, men noget forskere har efterprøvet og vurderet som sandt.

 

Nytårsaften 2014-15 blev Michael og jeg enige om, at vi fra den dag af aldrig mere ville købe noget, hvor dyr var indgået i produktionen af varen. Til stor overraskelse for os selv og omverdenen. 

Vi elskede steg, frikadeller, bacon, ost, honning og jeg har endda engang ejet en minkpels, har stadig min dunjakke fra før jeg blev veganer (bruger den til den ikke kan mere) og har altid haft disse sætninger i mig: 

  • Så længe man bruger HELE dyret, så er alt okay. 

  • Hvis bare det er økologisk og fritgående, så har de jo haft det godt. 

  • Fisk kan vel ikke mærke noget? 

  • Vi har jo brug for de ting der er i animalske varer.

  • Det er jo naturligt at spise kød.

  • osv. osv. 

I virkeligheden har jeg aldrig sådan rigtigt reflekteret over industrien eller ovenstående tanker. Det har ligesom bare været programmeret ind i mig. Min grundholdning i livet har dog altid været, at vi skal være venlige væsener og passe på jorden og hinanden og derfor køber jeg gerne Hus Forbi, var medlem af SOS Børnebyerne, WWF, skrev altid under på at fremme medfølelse, frihed og retfærdighed for både mennesker, dyr og jorden og gjorde bare hvad jeg mente jeg kunne. Jeg havde bare aldrig rigtigt sat mig ned for, at finde ud af hvad konsekvenserne egentlig var i forhold til at bruge dyr til beklædning, mad og makeup. Jeg havde dog som teenager haft nogle små vegetariske perioder, men det var på ingen måde reflekterede oplyste valg. 

Der skete så det, at jeg efter en lang periode med meditation, pludselig ikke havde lyst til kød mere. Det startede rejsen med at lære nye måder at tænke mad på og finde ud af det der med ernæring. Jeg havde jo børn og ingen af os skulle mangle essentielle næringsstoffer.  

Det startede min ernæringslære-rejse på nettet. Jeg ville være sikker på, at jeg kunne levere den rigtige næring til mine børn og ikke pludselig have kommunen på nakken fordi mine børn blev fejlernæret.

Kødet var dog ikke helt væk de første par år - overhovedet. Men der blev meget mindre af det. Især efter Victoria fandt ud af, at det jo var hendes venner der lå på tallerkenen. Hun har ikke spist dem siden. 

Fordi jeg var begyndt at følge nogle veganer/plantefolk på facebook, for at få inspiration og ny læring om mad mm., faldt jeg over en film der hedder Earthlings af Joaquin Phoenix. Michael og jeg så den en aften og det glemmer vi nok aldrig. Jeg vil ikke afsløre for meget, men den går direkte i hjertet og jeg anbefaler den varmt til alle, ligesom jeg anbefaler Dominion. 

Vi blev dog ikke veganere "overnight", men den satte det sidste skridt igang. Efterfølgende så vi blandt andet Cowspiracy og Forks over Knives og jeg fandt plantemad.dk

Så var vi klar!

Vi havde jo allerede oplevet hvordan kroppen elsker at komme af med kødet og hvor negativ en indflydelse mælk egentlig har på os. Gener som Michael altid havde døjet med forsvandt som dug for solen og Frederiks betændelsessygdomme forsvandt også. 

Men efter vi gik all in føles det stadig bare så skide godt her fire år efter og det er der utallige grunde til:  

Hvorfor veganisme?:

  • Fordi det ikke giver mening at dræbe 150 milliarder dyr om året på verdensplan, når der ikke er nogen valid ernæringsmæssig årsag til det - overhovedet. 

  • Fordi man får meget mere energi af alle de gode planter. 

  • Fordi man ikke længere lider af en kognitiv dissonans, som siger "jeg elsker dyr", "jeg er et medfølende menneske", mens man gnasker på et dødt dyr, som man har betalt for at få slået ihjel uden nogen grund. 

  • Fordi at når der ikke er BEHOV for at indespærre, udnytte og dræbe dyr, så gør vi det udelukkende af lyst og lyst retfærdigører ikke at indespærre, udnytte og dræbe følende bevidste individer. 

  • Fordi man ved, da det er videnskabeligt bevist, at man mindsker risikoen for både overvægt, diabetes, kræft og diverse hjertekarsygdomme også selvom der skulle være en genetisk faktor indblandet. 

  • Fordi det er et af de mest stærke områder i vores liv, hvor vi rent faktisk kan gøre en stor personlig forskel på miljø, bæredygtighed, klima og rent vand. 

  • Fordi det faktisk er en måde at spare på madbudgettet. 

  • Fordi man hverken går glip af smag eller behag - eller det man kender i forvejen. 

  • Fordi det føles pissehamrende godt, ikke at medvirke til nogens lidelse. 

  • Fordi det er det mindste vi mennesker kan gøre, når vi i samlet flok render rundt med lukkede øjne og smadrer planeten. 

  • Fordi det er super sejt og modigt, at gå imod flokken og normaliteten i samfundet. Det giver hår på brystet!

Du bliver dog ikke nødvendigvis et bedre og venligere menneske af at være veganer, men du bliver mere bevidst om dine handlinger, ikke mindst når det drejer sig om, hvad man putter i indkøbskurven. 

Du er stadig fuldstændigt det samme menneske som før - bare mere bevidst. Og fordi det føles så skide godt og fordi det virkelig er en måde at gøre en forskel på, så får du måske ligesom jeg, lyst til at sprede budskabet endnu længere ud :) Det er jo det jeg gør med bloggen, som er en samling af veganske+mine reflektioner over alt det man møder i verden, når man har aktive veganske øjne. Det er dog også et forsøg på at vise folk, på forskellige måder, at det overhovedet ikke giver nogen mening at påstå man holder af dyr, når man på samme tid medvirker til deres lidelser og drab.  ​

Jeg håber du vil kikke lidt på bloggen, hvis ikke du allerede har været der og du er altid velkommen til at dele herfra. Jeg mener virkelig det er vigtigt at sprede det veganske budskab og ideer til hvordan vi kan leve i mere balance og samklang med Moder Jord og hinanden. 

De bedste hilsener

Lisel

C.V:

Lægeeksamineret massør v. Kropsakademiet

Regressionsterapeut

Reikimester

Meditationslærer

Havde egen klinik i cirka 7 år og var flere gange i blade som Prana, Psykologi, Hendes Verden mm. 

Fik en fuld HF

Første år på Teologi på KU

Første år på Antropologi på KU

Sidder i bestyrelsen hos Veganerpartiet som næstforperson

og i bestyrelsen hos Fremtiden er Vegansk, som er Casper Hilt.